Sådan arbejder en jurist i kommunen med vidensdeling

Så sidder jeg igen klar foran computeren. Stadig med lysten til at få flere perspektiver på arbejdet med vidensdeling. Denne gang skal jeg ”møde” en kvinde, der i fællesskab med hendes kolleger gør en forskel for udsatte borgere i København.

Som sagsbehandler i kommunen er din fornemste opgave at sørge for, at borgerne har den retssikkerhed, de er berettiget til. Det kræver en ensartet tilgang til sagsbehandlingen og problemstillinger, hvor værdien af vidensdeling bliver helt central. Det mener Christina Bergsted Andersen, som er chefjurist i Borgercenter Børn og Unge hos Københavns Kommune. Her sidder hun med ansvaret for den juridiske udvikling i borgercentret, hvor meget af hendes tid går med sparring med både andre faggrupper og med jurister, som er placeret forskellige steder i socialforvaltningen. Juristernes job er blandt andet at bidrage til, at kommunen yder en systematisk, kvalificeret, ensartet og sammenhængende sagsbehandling. Dertil står Christina Bergsted Andersen i spidsen for et ledelsestilsyn, der vurderer kvaliteten af sagsbehandlingen og ser på, hvordan Borgercenter Børn og Unge kan udvikle sig og arbejde med læring. Dette skal understøtte en vedvarende høj socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen, der er i overensstemmelsen med loven.

Christina Bergsted Andersen er ikke uenig i, at vidensdeling er et ’fluffy’ begreb, som hun selv kalder det. Men helt lavpraktisk hænger det i hendes verden sammen med, at man deler sin viden med andre, når der er brug for det. Jeg er nysgerrig på at finde ud af, hvordan man som medarbejder i kommunen sikrer, at borgerne bliver behandlet ud fra præcis samme grundlag, uanset hvilken dør i kommunen de træder ind ad. Det vil hun gerne gøre mig klogere på.

To former for vidensdeling

Med begejstring i stemmen fortæller Christina Bergsted Andersen mig, hvordan de i Borgercenter Børn og Unge vidensdeler på mange måder. Særligt lægger hun vægt på, at juristerne i de lokale enheder i borgercentret mødes en gang om ugen, hvor de blandt andet har fokus på den generelle praksiskoordinering, som hun også betegner som den generelle vidensdeling. Det indebærer, at juristerne i fællesskab afklarer generelle problemstillinger og hvordan disse skal håndteres i praksis. Og så er der den konkrete vidensdeling. Jeg får fortalt, at den type vidensdeling i højere grad handler om konkret sagssparring. Den form for vidensdeling er med til at sikre, at sagsbehandlerne får så vedkommende feedback, som muligt. Så kan juristen gå tilbage til den pågældende sagsbehandler og fortælle, hvordan den givne problemstilling skal løses.

Behovet for vidensdeling

Og her tænker jeg straks: Er det ikke netop den type viden, der skal skrives ned? Så vi sikrer, at den dybe tallerken ikke skal opfindes af flere omgange. Så vi sikrer, at vores viden ikke går tabt. Christina Bergsted Andersen kommer mig i forkøbet og fortæller mig, at juristerne har det, de kalder en praksiskoordineringshåndbog. I den beskriver de juridiske problemstillinger og kommer med forslag til løsninger, hvor de inddrager retskilder.

”Når vi kommer frem til generelle løsninger på enten eksisterende problemstillinger eller på problemer, vi ønsker at forebygge, udarbejder vi skriftligt materiale, der fungerer som retningslinjer,” siger hun og fortsætter:

”Vi arbejder meget med det, der hedder faglige standarder, hvor man beskriver, hvordan lovgivningen skal bruges, og hvordan den hænger sammen med den socialfaglige viden og de metoder, der gælder for området. På den måde skabes der sammenhæng mellem den juridiske og socialfaglige del og de sagsbehandlere, der skal sidde og arbejde med det.”

”Hvis det er viden, der har generel værdi – en problemstilling, der gælder mange sager og vedkommer mange mennesker – laver vi skabeloner, netop for at undgå videnstab. Og en anden ting, der er ekstrem vigtig, er, at vi selvfølgelig arbejder ens, fordi der sidder borgere i den anden ende, som er afhængige af, at vi møder borgeren der, hvor de er og i deres behov. Det er simpelthen altafgørende, at vi har den saglige forvaltning,” understreger hun.

Hvilke muligheder skaber vidensdeling?

Når jeg spørger Christina Bergsted Andersen, hvilken værdi og hvilke muligheder hun mener, at vidensdeling skaber, bliver jeg svært begejstret:

”Jeg mener, at vidensdeling har meget stor værdi på grund af synergieffekten. Som jurist har du ofte særligt kendskab til et eller flere mindre områder, så når vi sammen deler vores individuelle kompetencer og kendskab til de forskellige områder, skaber det en løsning, der har meget større værdi for borgernes retssikkerhed,” forklarer hun.

Hun fortæller mig, at den sociale lovgivning stiller krav til, at medarbejderne har et stort overblik og formår at skabe helhedsorienterede løsninger.

”Det får vi skabt ved at have de her vidensdelingsmøder, hvor vi byder ind med hver vores viden, og det skaber jo i sidste ende værdi for borgeren,” uddyber hun.

Så arbejdet med vidensdeling i kommunerne virker altså ret essentielt. Det medfører blandt andet, at medarbejderne sammen skaber nogle fælles rammer for sagsbehandlingsarbejdet, der er med til at sikre borgernes retssikkerhed i enhver sagsgang – uanset, hvilken dør i kommunen, de træder ind ad.

Når vidensdeling (måske) kommer på prøve

Der lader til at være et godt samarbejde mellem Christina Bergsted Andersen og hendes kolleger, og den vidensdelende adfærd er imponerende. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad de har gjort og måske stadig gør, nu hvor Corona har sat en stopper for det fysiske samvær. De faglige fora, hvor vidensdeling er på dagsordenen, blev, som mange andre møder, rykket over på Teams. Og en kombination af disse afskrækker ikke chefjuristen:

”Jeg vil ikke sige, at noget er bedre end andet, men det bedste er måske en kombination. Det kan til tider være svært for folk at nå til møderne på forskellige lokationer i kommunen, fx pga. transporttid. Så vores nye udgangspunkt er, at vi gerne vil kunne holde fysiske møder indimellem, men at vi også gerne vil mødes på teams.”

Vidensdeling på tværs

Det virker jo alt sammen godt, men jeg vil gerne vide, om Christina Bergsted Andersen og hendes kolleger aldrig oplever udfordringer med vidensdeling. Og hendes svar er ikke overraskende:

”Nogle af de udfordringer, der kan være med vidensdeling, er, at folk har travlt på hver deres måde og har gang i mange forskellige projekter. Vi arbejder meget tværfagligt, så til tider deltager vi også i andre arbejdsgrupper, der kan kollidere med de fora, der er sat til at vidensdele med hinanden,” fortæller hun.

Lige netop det med tiden til at prioritere vidensdeling har vi set som en generel tendens. Vi er også tidligere blevet fortalt, at der i arbejdet med vidensdeling kan opstå udfordringer, fordi det handler om at afgive en form for magt og prestige. Jeg kan derfor ikke dy mig. Jeg er nødt til at spørge Christina Bergsted Andersen, om det er noget, hun har oplevet. Hun forklarer mig, at hun er relativt ny i en kommune. Hele hendes arbejdsliv har hun været i staten, hvor hendes erfaringer er, at alt viden deles på en struktureret og systematisk måde. Men en ting ved hun med sikkerhed allerede nu. Og ud fra det jeg har lært om vidensdeling, giver det mig en fornemmelse af, at de i Borgercenter Børn og Unge egentlig har ret godt tag på den vidensdeling dér:

”Min leder er meget optaget af – og det er jeg også selv – at vi bruger hinanden på tværs, fordi vi skal skabe helhedsorienterede løsninger. Vi skal sørge for, at den sagsbehandling, der udføres over for borgeren, er helhedsorienteret. Det betyder, at vi skal være gode til at arbejde sammen. Den silotankegang, som der måske er nogle steder, synes jeg faktisk ikke er her,” fortæller hun.

”Når vi laver løsninger, skal vi indtænke alle de fagligheder, der kan være relevante at bringe i spil. Det gør, at de løsninger, der kommer ud og skal understøtte sagsbehandlingen, faktisk er af en sådan karakter, at de er brugbare og praksisnære – både over for de sagsbehandlere, der skal bruge dem, men også over for borgerne,” afslutter hun.