Der skal være adgang til uddannelse og kompetenceudvikling hele livet
Viden og kompetencer er en forudsætning for at honorere arbejdsmarkedets krav. Her spiller efter‐ og videreuddannelse en central rolle. De færreste kan være uenige i, at et arbejdsmarked med adgang til de nødvendige kompetencer og kvalifikationer er afgørende for at sikre vækst, bevare vores velstandsniveau og sikre sammenhængskraft i samfundet. Direktør i UCL Poul Skov Dahl og rektor fra UCN Kristina Kristoffersen siger det krystalklart i Altinget for nylig:
”Hvis vi skal kunne sikre de efterspurgte kompetencer på et omskifteligt arbejdsmarked de kommende år, har vi i Danmark brug for en strategi, som sikrer medarbejdere adgang til uddannelse hele livet. Der er med andre ord brug for et uddannelsessystem og en uddannelseskultur, der understøtter livslang læring.”
Hele arbejdsstyrken skal have gode muligheder for at uddanne sig og erhverve nye kompetencer arbejdslivet igennem. Det skal være overskueligt, tilgængeligt og nemmere at få papir på det, vi kan, og bygge ovenpå vores faglighed med ny viden og nye kompetencer.