Hvordan navigerer vi i de enorme mængder af tilgængelig viden?

15. marts 2021

Andreas Rønne Nielsen er medstifter af Social Talks, en forening der har til formål at bygge bro mellem forskning og praksis på børn- og ungeområdet. Det metodiske afsæt er at vende nogle fundamentale tanker om vidensdeling på hovedet og sikre, at passiv viden bliver gjort dynamisk og kommer ud at leve, så flere kan trække på den.

”Det var i mit allerførste job, at jeg stødte på to begreber, som hænger uløseligt sammen, nemlig netværk og vidensdeling. Og de temaer har fulgt mig lige siden,” indleder Andreas Nielsen. Han har beskæftiget sig med vidensdeling og netværk i mere end 20 år som konsulent, underviser og rådgiver. For Andreas Nielsen startede det med et job for huset Mandag Morgen, hvor han skrev nyhedsbreve for et topleder-netværk.

”Dengang gik det ret hurtigt op for mig, at vi som samfund står med en kæmpe udfordring. Mængden af viden vokser og vokser, og den menneskelige kapacitet kan slet ikke følge med. Vi skaber så meget viden, at vi efterhånden ikke kan navigere i den,” fortsætter Andreas Nielsen.

Du kan læse mere om Social Talks til sidst i denne artikel, lige nu skal vi tilbage til vidensdeling. Noget af det, der optager Andreas Nielsen er, hvordan man skaber efterspørgsel på viden og gør dem, der har brug for viden, nysgerrige og motiverede for at opsøge den. For når vi deler viden, skaber det værdi - ikke kun for os selv, men for hele organisationen. En anden ting er udfordringerne ved de store mængder viden, vi har til rådighed, og hvordan vi sikrer adgang til den rette viden.

Konkurrencen om viden – Min viden er bedst, tag mig!

”Man kan bruge et eksempel som udbud og efterspørgsel. Dem, der ligger inde med viden, skal markedsføre sig selv, lave nogle flotte annoncer og producere store flotte skilte. De puster en masse balloner op, vifter med armene og gør opmærksomme på, hvad de kan tilbyde. Markedslogik foreskriver, at den bedste viden vil overleve og blive opsøgt,” forklarer Andreas Nielsen og uddyber: "Men sådan fungerer det bare ikke med de store mængder viden, der er tilgængelige i dag. Når vi står med et behov for viden, og der blæser en hel masse forbi, er det, der fanger vores opmærksomhed måske ikke det med den højeste kvalitet.”

Videnssamfundets udfordringer

Hvordan kan vi håndtere de udfordringer, som videnssamfundet byder os? Og hvad gør vi helt konkret, når vi står med en udfordring, som vi skal løse, hvor vi har brug for at tilegne os noget viden?

”Vi er nødt til at finde nogle platforme og nogle steder, som vi kan gå til. Selvfølgelig kan vi ikke orientere os i alt. Det er en umulighed. Men vi bliver nødt til at etablere eller identificere relevante platforme, som vi kan orientere os mod,” forklarer Andreas Nielsen.

”Der foregår hele tiden vidensdeling. Du er bare ikke altid bevidst om, at du gør det, og du tilskriver det måske ikke nogen større værdi. Der skal sættes nogle rammer, så vidensdeling bliver en legitim del af vores arbejde og mere formaliseret. Noget af den uformelle vidensdeling kan vi arbejde med at formalisere og sætte rammer for. Vidensdeling handler i bund og grund om, at brugeren skal have adgang til den rette viden, til rette tid, i det rette omfang.”

”Vi opsamler alle sammen forskellig viden. Hvis vi har nogle gode platforme, hvor vi kan dele vores viden - uanset om, det er fysisk eller digitalt - bliver du hele tiden præsenteret for noget, der har en høj relevans for dig. Når vi deler viden, får vi mulighed for at trække på de erfaringer, som andre har gjort sig. Vores samlede viden vokser, og så begynder vi at skabe sammen f.eks. ved at få nye ideer til at løse problemstillinger.”

Hvem boner ud på din vidensradar?

Langt det meste af den vidensdeling, der foregår, er problembaseret. Du står overfor et problem, du skal løse. Derfor slår du radaren til og gennemgår dit netværk for at finde ud af, hvem der ligger inde med den viden, der kan hjælpe dig. Undersøgelser viser, at der er et 1:1 forhold mellem, hvem du kommunikerer mest med via de digitale teknologier sammenlignet med, hvem du bruger mest tid med fysisk.

”Hvis din computer går i sort, ser du dig straks om efter en, der kan hjælpe dig. Man kan sige, at vi slår vores indre vidensradar til. Udfordringen er, at vores radar ikke rækker særligt langt. Dertil kommer, at vi primært spørger dem, vi bedst kan lide. I midten af nullerne blev der lavet noget fantastisk forskning. Her talte man om kompetente idioter og elskelige fjolser. Det kan godt være, at du ved, at Henrik er den dygtigste computer-mand. Han sidder lige overfor dig. Men du kan bedre lide Helle nede ad gangen. Derfor opsøger du Helles viden, selvom du er bevidst om, at hun ikke ved lige så meget som Henrik. Det er et problem, at vi ikke nødvendigvis opsøger dem, der ved mest, men dem vi bedst kan lide, for så får vi ikke det mest kompetente svar på vores problemstilling.”

Oaser og kultur styrker incitamentet for at dele viden

Ifølge Andreas Nielsen er ledelse og kultur afgørende for organisationens vidensdeling. Og uden rammer og en anerkendelse af, at viden har værdi, kommer man ikke langt.

”Ledelsen spiller en vanvittig vigtig rolle. Der skal være tid og plads til at dele viden. Hvis en leder har den holdning, at nu har medarbejderne igen haft møde i to timer, og de knevrer også alt for meget, kvæler man incitamentet for at dele viden, og det er et tab for organisationen,” understreger Andreas Nielsen og fortæller: ”Jeg besøgte på et tidspunkt Stanford Research Institute. Her brugte man begrebet ”watering holes” dvs. vandhullerne eller oaser, altså et rum for at dele viden, kvalificerer ideer og sparre. Det kunne foregå på en workshop, i kantinen eller ved kaffemaskinen. Det var ikke så vigtigt hvor eller hvordan, det foregik. Det vigtige var, at man skabte en kultur for vidensdelingen og en bevidsthed om, at det var det, man gjorde - altså, at man var i gang med at dele viden. Når man bygger rammer og en struktur op omkring det at dele viden, og gør det til en legitim ting at bruge tid på, kan man skubbe til kulturen og skabe udvikling og innovation.”

Andreas Nielsen giver et andet eksempel på effekten og værdien af vidensdeling.

”Det er ikke sådan, at alle i en organisation efterspørger og giver lige meget viden. Nogle efterspørger mere end andre, og nogle giver en masse viden. Hos Hewlett Packard opdagede man, at de medarbejdere, der delte mest ud af deres viden, ikke var lige så produktive som deres kolleger. De havde en tendens til at smide det, de havde i hænderne og hjælpe andre. Så dem fyrede man ganske enkelt. Desværre havde man kun set isoleret på medarbejdernes produktivitet og ikke på de afledte effekter af den viden, de delte. Undersøgelser viste, at de fyrede medarbejdere bidrog positivt til deres kollegers performance. De lå inde med en masse afgørende viden, og de var villige til at dele den. Resultatet var, at deres kolleger kunne løse sine opgaver mere effektivt. Alt den viden gik tabt, da man afskedigede de medarbejdere.”

”Der er vigtigt, når vi taler om vidensdeling, at vi ikke prøver at presse noget ned i halsen på nogen, men skaber appetit på viden ved at vise, hvad formålet med vidensdelingen er. Når det, vi gør, føles meningsfuldt, skaber det nysgerrighed og motivation for både at dele og tilegne sig viden,” afslutter Andreas Nielsen fra Social Talks.