I denne serie stiller vi skarpt på, hvilke konsekvenser corona-krisen får for beskæftigelsesområdet. Landets jobcentre står pt. over for en ny virkelighed med et stigende antal nyledigeog konsekvenserne ved COVID-19 er næppe kortsigtede. Vi spørger en række eksperter og fagpersoner på beskæftigelsesområdet, hvor vi står, når vi kommer ud på den anden side – og hvad der skal til for at stå det rigtige sted.  

”Jeg håber, at jobcentrene vil samle handsken op og vise, at de kan være stolte af det, de laver. At det, de gør, dur.” Sådan siger tidligere direktør på beskæftigelsesområdet i Københavns Kommune Jacob Eberholst, der forudser, at corona-krisen kan blive væsentlig for den ophedede debat om jobcentrenes eksistensberettigelse.

19. maj 2020

Jacob Eberholst er en af de tunge drenge på beskæftigelsesområdet. Som tidligere direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i landets største kommune ved han et og andet om at drive en beskæftigelsesindsats. Den viden bruger han nu til at vejlede landets kommuner som managementkonsulent i Implement Consulting Group.

På bedste corona-manér har vi sat ham i stævne på Teams. Vi er nemlig nysgerrige på, hvad han har at sige om beskæftigelsesområdet i lyset af corona. Hvordan vil situationen påvirke beskæftigelsesområdet? Og hvordan ruster landets jobcentre sig bedst muligt til den nye virkelighed?

Timingen medfører et kæmpe dilemma

Timingen er interessant, påpeger Jacob Eberholst. For den stigende ledighed og det øgede arbejdspres for jobcentrene sker samtidig med etablingen af et a-kasse-forsøg for forsikrede ledige og implementeringen af det nye jobcenterindblik, som risiker at sætte kommuner under skærpet tilsyn:

”Det er interessant, at alt dette sker, samtidig med at man har sat sig for at undersøge, om a-kasserne er bedre eller i hvert fald lige så gode til at hjælpe forsikrede ledige tilbage på arbejdsmarkedet som jobcentrene, og på samme tid har sat hårdt ind på at følge med i produktiviteten hos kommunerne.”

Loven lempes

Jacob Eberholst forudser, at der vil blive lempet på en række lovgivningsmæssige krav, som skal gøre det det lettere for jobcentrene – også ud over denne umiddelbare periode.

”I konjunkturtilbageslagsperioder ser man typisk, at man fra lovgivers side finder et nyt leje for de lovgivningsmæssige krav. Kravene til samtaleafholdelse vil fx være et naturligt sted at kigge – både metoden, men potentielt også hyppigheden. KL har allerede foreslået en lempelse af reglerne om, hvordan man skal afholde samtaler med fx sygedagpengemodtagere. Jeg tror at det kan være et sted, hvor man måske vil finde et kompromis, så der slækkes på kravet om fysisk fremmøde. Denne her meget usædvanlige situation har jo vist, at det sagtens kan lade sig gøre at mødes digitalt.”

Mit bud er, at der går lang tid, før flere brancher er tilbage på samme niveau, og spørgsmålet er, om de nogensinde kommer det. Det betyder, at nogle ledige skal flyttes fra én branche til en anden.

Jacob Eberholst, managementkonsulent, Implement Consulting Group

Øget krav om effektivitet

Lempes loven, vil det dog højst sandsynligt ske parallelt med en forventning om øget effektivisering, mener Jacob Eberholst:

”Beskæftigelsesindsatsen kommer til at være under pres, fordi der bliver et øget borgerflow i forhold til tidligere. Kort sagt skal jobcentrene med den samme kapacitet forsøge at håndtere indsatsen over for en større gruppe borgere – i hvert fald som udgangspunkt.”

Så jobcentrene skal ikke forvente at få tilført flere ressourcer?

”På den ene side er der logik i at få tilført flere midler, for flere ledige kræver fx flere samtaler. Omvendt er ledigheden faldet uafbrudt siden 2009, og i mange kommuner er jobcenterudgifterne ikke reduceret i takt hermed. Og formuleringen i kommuneaftalen fra sidste år viser jo, at staten er meget bevidst om det.”

Ifølge Jacob Eberholst fordrer situationen, at jobcentrene øger deres effektivitet og bliver endnu stærkere til at prioritere deres indsats, hvor der er effekt. Nogle kommuner vil kunne hive penge op af baglommen, men det er langt fra alle, pointerer han.

Kommer vi til at se digitalisering spille en øget rolle?

”Det er svært at komme med et entydigt svar på, for det vil afhænge af det enkelte jobcenters tilgang og digitale modenhed. Men helt grundlæggende kan man sige, at effektiviseringspres er en platform for øget digitalisering. Digitalisering kan fx være med til at styrke borgerkontakten. Det er vist blevet evident for de fleste, at kontakt sagtens kan foregå digitalt. Jeg ved ikke, hvor mange aktiveringskurser, der foregår over Skype i dag, men gad vide, om der ikke er nogen, som får den idé. Samtidig kan man forestille sig, at flere jobcentre vil kigge efter intelligente prioriteringssløsninger, når de står over for at skulle gennemføre større aktivitet for de samme penge.”

Jeg håber, at ledere og medarbejdere i jobcentrene vil tænke: ”Hey, nu skal vi vise, hvad vi dur til!”

Jacob Eberholst, managementkonsulent, Implement Consulting Group

Faglig mobilitet

Den nye situation kræver også, at jobcentrene i endnu højere grad har fokus på faglig mobilitet i mødet med borgeren, særligt blandt de jobparate ledige.

”Mit bud er, at der går lang tid, før flere brancher er tilbage på samme niveau, og spørgsmålet er, om de nogensinde kommer det. Det betyder, at nogle ledige skal flyttes fra én branche til en anden. Sagsbehandleren skal altså være med til positivt at motivere borgeren i retning af brancheskift og have blik for, hvor jobåbningerne er.”

På ungeområdet kan en lavkonjunktur ligefrem have positive konsekvenser, forklarer den tidligere beskæftigelsesdirektør.

”Lige præcis ungegruppen kan der faktisk være mulighed for at gøre noget positivt for i en lavkonjunktur, hvis man vejleder i den rigtige retning, hvilket kan være sværere, når der er masser af jobåbninger. For så vil skoletrætte unge som regel være tilbøjelige til at synes, at de har spildt nok af deres tid på skolebænken, og i stedet prioritere at få sig et job. Og så risikerer de at ende som en del af den ufaglærte gruppe, som kan være svær at gøre noget for, når de som 35-årige er i en branche, hvor robotter overtager arbejdet. Under en lavkonjunktur kan det være lettere at få denne ungegruppe til at vælge den lidt mere langtidsholdbare ungdomsuddannelse.”

TRE GODE RÅD

Jacob Eberholst slutter af med tre råd til jobcentrene, der lige nu står over for en helt ny virkelighed.

1. Betragt situationen som en mulighed for at vise, at beskæftigelsesindsatsen har sin berettigelse
For mange jobcentre vil den umiddelbare reaktion på den stigende ledighed formentlig helt naturligt være, at nu bliver det svært. Men jeg håber, at ledere og medarbejdere i jobcentrene vil tænke: ”Hey, nu skal vi vise, hvad vi dur til!” Med et øget borgerflow kan man være tilbøjelig til at skrue ned for borgerkontakten, fordi tiden er knap, men det er farligt at begynde at skrue på de knapper. Dels er det jo borgerkontakten, der flytter borgeren – og hvis man skruer ned i en situation, hvor mange har brug for hjælp, har man jo leveret yderligere skyts til debatten om jobcentrene eksistensberettigelse, som op til COVID-19 har været genstand for en del diskussion. Så jeg håber, at jobcentrene vil samle handsken op og vise, at de kan være stolte af det, de laver. At det, de gør, dur. Og at de vil gøre alt for at bibeholde et så højt aktivitetsniveau som muligt for at vise deres berettigelse.

2. Hav maksimal fokus på driftsledelsen
En situation som denne kræver skarp styring med driftsledelsen. Som ledelse er det afgørende at være helt tæt på og sammen med medarbejderne have maksimal fokus på at undgå pukler og dårlige sager forårsaget af fx travlhed samt drøfte, hvad man stiller op, hvis der sker noget utilsigtet. Det kræver skrap styring.

3. Glem ikke de grupper, der er længst væk fra arbejdsmarkedet
Mit sidste råd er ikke at glemme de grupper, som er længst væk fra arbejdsmarkedet. Det kan være en fare, når der pludselig er mange jobparate i ledighedskøen. Det siger jeg først og fremmest ud fra et menneskeligt synspunkt. Men det kan også blive dyrt ikke at have fokus på at opretholde og forbedre arbejdsevnen hos den gruppe borgere, der har problemer ud over ledighed, da det kan være en fødekilde til førtidspension, som kan blive rigtig dyrt.