”Verdens bedste arbejdsplads.” Sådan lyder en af kommentarerne fra årets medarbejdertilfredshedsundersøgelse i Schultz. Fagligt jobindhold, ledelse og kollegialt samarbejde er blandt de elementer, der placerer Schultz i toppen.
For sjette år i træk er Schultz’ medarbejdertilfredshed top-in-class, konkluderer analysebureauet Ennova. Med en arbejdsglæde på 82 point ud af 100 mulige placerer Schultz sig blandt de 5% bedste virksomheder sammenlignet med andre virksomheder, som Ennova gennemfører medarbejdertilfredshedsundersøgelser for.
Den høje arbejdsglæde skyldes bl.a., at medarbejderne oplever deres arbejde som motiverende og meningsfuldt, samtidig med at ledelsen sætter en klar retning. Nærmeste leder opnår desuden en exceptionel høj score for sin evne til at anerkende medarbejdernes indsats og skabe en arbejdskultur kendetegnet af tillid og åbenhed.
”Schultz ligger markant over eksterne benchmark og top-in-class 5% flere steder,” konkluderer Ennova i sin rapport:
”Dertil kommer en meget flot ledelseskvalitet fra nærmeste leder. Og et meget flot resultat på psykologisk tryghed – på begge køn.”
Dejlig stemning, godt kammeratskab og høj tillid især mellem leder og ansatte.
Medarbejder i Schultz
Indsatser på baggrund af undersøgelsen giver pote
Selvom resultaterne er flotte, bliver der ikke hvilet på laurbærrene. Den årlige medarbejdertilfredshedsundersøgelse fortæller nemlig, hvilke knapper der skal skrues på for at gøre Schultz til en endnu bedre arbejdsplads.
Det seneste år er der fx iværksat en række initiativer for yderlige at styrke samarbejdet på tværs af afdelinger, og det har båret frugt. Her er tilfredsheden steget fra 81 til 84 point.
”Vi bruger aktivt vores årlige medarbejdertilfredshedsundersøgelse som et værktøj til at optimere og finpudse, hvor vi kan. Jeg tror også, at det er, derfor vi oplever, at samtlige medarbejdere svarer på undersøgelsen. De har tillid til, at vi i ledelsen tager undersøgelsens resultater alvorligt,” udtaler HR-direktør i Schultz Marianne Lassen.
Stor tilfredshed med fleksibilitet og hjemmearbejde
En ny dimension i den årlige medarbejdertilfredshedsundersøgelse er fleksibiliteten mellem at arbejde hjemme og møde fysisk ind på kontoret.
Spørgsmålet opnår 92 point ud af 100 mulige og vidner dermed om en meget høj tilfredshed.
”I kølvandet på coronapandemien har mange oplevet, at hjemmearbejde kan give ro, fokus og fleksibilitet, og det vil vi naturligvis gerne imødekomme som arbejdsplads. Samtidig vil vi gerne værne om vores stærke kultur, som skabes af vores fælles liv på kontoret,” forklarer Marianne Lassen.
”Pga. vores særlige kultur og sammenhold har vi bevidst fravalgt en fuldt fleksibel model, men i stedet givet de enkelte teams mulighed for sammen at vurdere, hvad der fungerer bedst for dem. Det er i de fleste teams blevet til 1-2 hjemmearbejdsdage om ugen. Det er naturligvis dejligt, at medarbejderne nu kvitterer for den løsningsmodel med en meget høj tilfredshedsscore.”
Min leder forstår, at arbejdsglæde ikke kun handler om arbejdslivet, men også ens privatliv.
Medarbejder i Schultz
TRIVSEL OG TRYGHED ER ET VIGTIGT STRATEGISK FOKUS
Det er ikke tilfældigt, at medarbejdertilfredshedsundersøgelsen lander, hvor den gør. Medarbejdernes arbejdsglæde er nemlig en hjørnesten i Schultz’ strategi.
”Både tryghed, trivsel, socialt sammenhold og faglige fællesskaber er væsentlige elementer i vores strategi og helt afgørende for vores formåen,” udtaler adm. direktør i Schultz Simon Svarrer:
”Vi opererer ud fra en filosofi om arbejdsliv med mening. Vi er motiveret af og arbejder for at gøre en mærkbar forskel for samfundet, bl.a. ved at styrke retssikkerheden og hjælpe ledige i arbejde. Og det kræver et stærkt fundament. Det har de meget flotte resultater heldigvis bekræftet os i, at vi har.”
Stærk loyalitet blandt medarbejderne
Ud over en arbejdsglæde i topklasse vidner årets medarbejdertilfredshedsundersøgelse om en stærk loyalitet og et særligt engagement blandt medarbejderne i Schultz.
Schultz opnår nemlig en ekstraordinær eNPS-score på 71. Til sammenligning ligger benchmarket for branchen på 26 og landsgennemsnittet på 37.
Det engagement afspejles i de kommentarer, som medarbejderne havde mulighed for at tilføje anonymt:
"Når jeg fortæller om min arbejdsplads, bliver mine venner begejstrede - og misundelige,” lyder det fx fra en medarbejder.